Viden, udvikling og samvær
2860 SøborgVælg område
Vis underviser

Underviser

. .
Ledige pladser

Seniorhøjskolen i Lyngby-Taarbæk

Ved spørgsmål ring til 39 69 33 33

Vores seniorhøjskole vil igen sikre, at vi møder en række spændende mennesker. De vil fortælle om deres liv, rejser, oplevelser, historie, kunst, musik mm. Debat og sang er naturligvis også på programmet. Vi mødes ca. hver anden tirsdag kl. 12:45-14:45. I pausen nyder vi en kop kaffe.

Efterårsprogram:
03.09.19 - I Mahatma Gandhi og Anne Marie Petersens fodspor v/Tine Elisabeth Larsen
Anne Marie Petersen arbejdede som grundvigsk missionær i Indien fra 1909-1951, på et meget afgørende tidspunkt i Indiens nyere historie. Mødet med den indiske befolkning, og særligt Anne Marie Petersens møde og venskab med Mahatma Gandhi, fik stor og afgørende betydning for hende og det arbejde hun rejste ud for at udføre.
17.09.19 - Fra skibskok til minister v/Ole Sohn
Ole Sohn fortæller om sit liv fra tiden som unge skibskok til tiden som Erhverv- og Vækstminister. Om oplevelser som SID-formand og DKP-boss og om jagten i KGB-arkiverne. Undervejs beretter Ole Sohn om Gorbatjov, Honecker, Castro og andre han har mødt, for til sidst at tage publikum med ind bag Christiansborgs tykke mure, hvor han arbejdede i mere end 17 år. Ole Sohn ser også fremad og kommer med bud på, hvordan Danmark kan sikre fremtidens velfærd, og hvordan Danmark kan gøre en positiv forskel i verden.
01.10.19 - Solocello - v/Ida Riegels
36 koncerter i Europa og 1000 km på cykel med celloen på ryggen.
Ida har selv bygget sin cello, transporteret den 1000 km på cykel gennem Europa, og selv skrevet noget af den musik, hun spiller til sine koncerter. Ud over sin egen musik spiller Ida uddrag af Bachs suiter for solocello. "En cello er som en ven, eller en tolk. Den taler et sprog uden ord, som de fleste sjovt nok forstår. Den fortæller om alt der, der ikke kan siges med ord".
15.10.19 - Lyngbys historie - et kort rids v/Claus Hagen Petersen
Claus Hagen Petersen, som er Lyngbyborger og som underviser i historie på VUC Lyngby, giver et rids af byens udvikling fra bondeby over industrisamfund til status som pulserende handelscentrum, med udgangspunkt i Frantz V. Hansens billedskærerarbejde i byrådssalen. Vi får også historien om en række af byens kendteste bygninger med særlig fokus på, hvor vi mødes: Lyngby Rådhus.
29.10.19 - Kyskhed, fattigdom og lydighed v/søster Anna Mirijam Kaschner
Søster Anna Mirijam Kaschner, som hører til ordenen "Missionssøstre af det dyrebare blod", giver et indblik i klosterets verden samt fortæller om sit eget liv som ordenssøster.
12.11.19 - Det nye Kina v/Jan Larsen
Udviklingen i Kina går stadig utrolig hurtigt. Men ikke alt er, som det har været de sidste 30 år. Der sker så store forandringer i disse år, at man nu taler om "Det nye Kina". Økonomien er gået ned i gear - og det giver nye udfordringer. De forventede politiske reformer er ikke kommet, menneskerettighederne er blevet forværret og gældsbyrderne er truende store. Og kineserne skal nu forbruge i stedet for at spare op. Jan Larsen har i over 13 år fulgt udviklingen i Kina på tæt hold, heraf seks år som TV-avisens korrespondent i Beijing.
26.11.19 - Indien undervejs som supermagt v/Camilla Kornerup
I april og maj 2019 holdt inderne parlamentsvalg. Med 900 millioner vælgere var valget den største demokratiske begivenhed nogensinde i verdenshistorien. Intet større land i verden udvikler sig socialt og økonomisk i samme hast som Indien. Landet stormer frem og vil inden længe ikke kun være den folkerigeste nation på kloden, men også den næste supermagt.
Befolkningstallet på 1,3 milliarder vokser eksplosivt, og økonomien følger trop. Indien er en af verdens førende producenter af moderne teknologi og fødevarer, og væksten foregår fortrinsvis i byerne, hvor forskellen på landets top og bund ses tydeligst. Stenrige forretningsfolk i gigantiske paladser som taget ud af Tusind og En Nats Eventyr, lever side om side med håbløst fattige daglejere under vejrbidte presenninger i overbefolkede slumkvarterer.

Forårsprogram:
07.01.20 - Jussi Bjørling og Luciano Pavarotti v/Henrik Engelbrecht
Operaeksperten Henrik Engelbrecht fortæller de gribende historier om to af de største tenorer i det 20. århundrede - begge to sangere, der kom fra beskedne kår, og som voksede op og blev berømte over hele verden. Hør om bagsiden af berømmelses-medaljen, når alkohol og stjernenykker kaster mørke skygger over de to tenorers liv. Og se og hør først og fremmest sjældne filmklip med to sangere, der ændrede operaverdenen.
21.01.20 - Et arbejdsliv på iskanten v/Cecilia Vanman
Cecilia Vanman tager os med bag scenen på et unikt arbejdsliv som ekspeditionsleder og havpattedyrbiolog ved iskanten i Arktis. Vi rejser blandt andet med på en spændende filmekspedition på jagt efter hvalrosser, hvidhvaler og narhvaler ved 76nde breddegrad i Canada, i fodsporene af legendariske opdagelsesrejsende, under ekspeditioner igennem den mytiske Nordvestpassage. Vi møder udfordrende storme, isbjørne og overvældende natur i den arktiske ødemark. Vi er med hele vejen, når havisen knager faretruende under flyverens landingsstel, og stormbølgerne vælter ind over forskningsskibets stævn. Det hele akkompagneret af smukke fotos.
04.02.20 - Præst for Gud, Dronning og Fædreland v/Erik Norman Svendsen
De fleste kender Erik Norman Svendsen fra de kirkelige handlinger i kongehuset, fra kronprinsparrets bryllup i 2004 til Prins Henriks bisættelse i 2018. Indtil april 2018 var han kongehusets præst (kgl. konfessionarius) og har desuden været præst og provst samt biskop igennem 50 år.
Han vil fortælle om sine mange præsteår herhjemme og ude, om glade og sørgelige stunder, og om den særlige tjeneste for kongehuset, der har indbefattet vielser, dåb, konfirmationer og bisættelse. Erik Norman Svendsen fungerer stadig som hjælpepræst ved Garnisons kirke i København.
18.02.20 - Pigerne på Sprogø v/Carsten Egø Nielsen
Christian Keller, overlæge ved de Keller'ske anstalter, oprettede i 1923 internatet på Sprogø for åndssvage, seksuelt løsagtige kvinder. Internatet eksisterede til 1961. Keller var også initiativtageren til Lov om Adgang til Sterilisation i 1929, Europas første racehygiejniske lov. Allerede i 1911 havde Keller fået oprettet et tilsvarende internat for mænd på Livø.
Vi skal høre historien om kvindehjemmet på Sprogø, om nogle af skæbnerne, om baggrunden for anstalten, hverdagen for beboerne samt om lukningen i 1961.
03.03.20 - Feltpræst i Danmark, Afghanistan og Irak v/Andreas Christensen
Sognepræst ved Hellig Kors Kirke, Andreas Christensen, har tidligere påtaget sig hvervet som feltpræst i Afghanistan og er i dag orlogspræst i søværnet. Andreas vil fortælle om motivationen for at påtage sin disse hverv.
17.03.20 - Rundt om Halfdan Rasmussen v/Lillian Hjorth-Westh
Halfdan Rasmussen kom på 5 kr. frimærket med: "Jeg skriver sjove digte, jeg skriver osse triste - de første læser andre folk - selv læser jeg de sidste". Halfdan Rasmussen levede fra 29. januar 1925 til 2. marts 2002 og var en af Danmarks mest populære digtere. Han er nok mest kendt for børnerimene bl.a. Den lille frække Frederik og Rapanden Rasmus og Tosserier, men også den alvorlige Halfdan er fantastisk. Digtsamlingerne På knæ for livet og Fremtiden er forbi, har stor værdi. Han kom til at præge andre digtere med sin underfundige humor, bl.a. Benny Andersen og Johs. Møllehave. Halfdan Rasmussen tog ordet på ordet!
31.03.20 - Cykler til Senegal v/Lone Frederiksen
Lone Frederiksen, formand for foreningen Cykler til Senegal, vil fortælle om tyve års samarbejde med bondeforeningen COLUFIFA i Senegal og Gambia. Her i Danmark har vi i alle årene indsamlet brugte cykler mm., som har fået nyt liv i de vestafrikanske landsbyer. Sammen med vores afrikanske partner har vi arbejdet med sundhedsoplysning, især med fokus på at bekæmpe malaria og forbedre ernæringen. Igennem 16 år har vi med støtte fra den danske udviklingsbistand hjulpet med bl.a. at udvikle det lokale landbrug. Gennem billeder og fortælling fra de mange års frivilligt arbejde vil Lone Frederiksen fortælle om dagliglivet i landsbyerne og om, hvilke forandringer vores arbejde har bidraget til. Desuden vil hun komme ind på, hvordan hun har oplevet at være 4. kone i en muslimsk bondefamilie.

Mere om dette kursus

Priser og tilmelding


Kursusinformation

Start: 03-09-2019, kl. 12:45

Ugedag Tirsdag
Holdnr912212
Adresse Lyngby Rådhus
Lyngby Torv 17
2800 Kgs. Lyngby
LokaleByrådssalen
Holdtimer14
Antal mødegange14
AfdelingAOF Gentofte · Gladsaxe · Lyngby-Taarbæk

Kursusdage

03-09-2019 Tirsdag 12:45  -  14:45
17-09-2019 Tirsdag 12:45  -  14:45
01-10-2019 Tirsdag 12:45  -  14:45
15-10-2019 Tirsdag 12:45  -  14:45
29-10-2019 Tirsdag 12:45  -  14:45
12-11-2019 Tirsdag 12:45  -  14:45
26-11-2019 Tirsdag 12:45  -  14:45
07-01-2020 Tirsdag 12:45  -  14:45
21-01-2020 Tirsdag 12:45  -  14:45
04-02-2020 Tirsdag 12:45  -  14:45
18-02-2020 Tirsdag 12:45  -  14:45
03-03-2020 Tirsdag 12:45  -  14:45
17-03-2020 Tirsdag 12:45  -  14:45
31-03-2020 Tirsdag 12:45  -  14:45

Faktaoplysning

Målgruppe Seniorer
Bemærk Prisen inkluderer et spændende foredrag pr. mødegang, hvor Lau Frederiksen byder velkommen, og der serveres kaffe/te i pausen ved hvert foredrag. Vi mødes i henhold til kalenderen tirsdage kl. 12:45-14:45 ca. hver 14. dag.

Praktiske oplysninger


Tilføj til min kalender

Her har du mulighed for at føje dette arrangement til din kalender, f.eks. for at reservere datoen, også selv om du ikke har tilmeldt dig: Tryk på "tilføj til min kalender" Tryk på "åben knap" Lykkes det ikke, så tryk "gem" i stedet for "åbn" og importer fra din kalender.

Alternative kurser

Kursusnavn Ugedag Startdato Underviser

Seniorhøjskolen i Lyngby-Taarbæk

Venteliste
Pris i DKK 1.575,00
Tirsdag 03-09-2019, kl. 10:00-12:00 AOF Gentofte · Gladsaxe · Lyngby-Taarbæk . .